Mange glemmer pensionen, når livet ændrer sig

Over halvdelen af danskerne tjekker ikke pensionen, når de køber bolig, stifter familie eller ved andre store livsændringer. Det viser en ny Epinion-undersøgelse for PFA, der peger på, at det kan have store konsekvenser, hvis uheldet rammer.

Har du købt bolig, stiftet familie eller skiftet job inden for de seneste år? Og huskede du i den forbindelse at tjekke din pensionsordning? Hvis svaret er nej, så er du langt fra alene.

Mange danskere glemmer nemlig at sikre sig, at der er styr på deres pension og forsikringer, når der sker større ændringer i deres liv. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for PFA blandt 2.175 danskere.

Når man køber bolig, får børn, bliver gift, skilt eller skifter job, er det vigtigt at tjekke pensionsordningen - f.eks. om forsikringerne stadig passer til ens behov, hvis uheldet er ude. Men det er mange ikke opmærksomme på. Ifølge den nye undersøgelse har 42 pct. af danskerne inden for de sidste tre år været ude for mindst én af disse livshændelser. Men af dem svarer 55 pct., at de ikke tjekkede deres pensionsordning efterfølgende.

”Tallene viser, at pension ikke er det første, man tænker på, når der sker store ændringer i ens liv. Og det er helt naturligt. Ikke desto mindre kan det have store konsekvenser både for en selv og familien, hvis man ikke får tilpasset sine forsikringer løbende, og uheldet rammer. Det kan f.eks. betyde, at der ikke er råd til at blive boende i huset, hvis man bliver alvorligt syg eller mister arbejdsevnen,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

Undersøgelsen viser desuden, at problemet er størst blandt de unge. 54 pct. af de 18-35-årige angiver, at de har været ude for mindst én livshændelse inden for de sidste tre år, og af dem var det hele 72 pct., der ikke tjekkede deres pensionsordning efterfølgende.

”Det er typisk som ung, at man etablerer sig med karriere, bolig og familie. Og det er derfor også de unge, som har særlig god grund til at sikre sig, at der er styr på forsikringerne, så familien f.eks. er godt sikret, hvis de skulle falde bort. Men det er mange unge ifølge undersøgelsen ikke opmærksomme på, og det er bekymrende,” siger Carsten Holdum.

For yderligere information: Kontakt forbrugerøkonom i PFA, Carsten Holdum, på 24 28 44 52.

Her skal du tjekke pensionsordningen

En pensionsordning indeholder ikke bare en opsparing til pension, men også en række forsikringer, hvis man bliver alvorligt syg, mister arbejdsevnen eller dør inden pensionsalderen.

Man kan skrue op og ned for forsikringsdækningerne, og når der sker større ting i ens liv, er det vigtigt at sikre sig, at forsikringerne stadig passer til ens behov.

Hvis man f.eks. som ung har købt bolig, er blevet gift eller har fået børn, kan det være en god idé at skrue op for sine forsikringer - og dermed ned for sine indbetalinger til opsparingen - så man selv og familien er bedre sikret, hvis uheldet er ude.

Omvendt kan det give mening at skrue ned for sine forsikringer - og dermed indbetale mere til opsparingen - hvis man f.eks. er blevet skilt, børnene er flyttet hjemmefra, eller man nærmer sig pensionsalderen.

Læs mere om livsændringer her: https://pfa.dk/privat/livsaendringer/