Black Friday på ny rekordkurs

Der er lagt op til forbrugsfest og rekordomsætning på Black Friday, efter aktiemarkederne er steget 10 pct. siden slutningen af september, og husholdningernes økonomi meldes i storform. Dog kan bekymring for fremtiden få nogle forbrugere til at holde lidt igen.

Amerikanerne har kendt til Black Friday siden 1950’erne, og dagen har siden 2005 været den travleste indkøbsdag på året. Herhjemme og blandt vores nabolande har dagen vundet indpas de seneste år, og et hurtigt kig i mailbakken viser, at butikker også i år satser benhårdt på at lokke forbrugerne ud af busken. Og alt tyder på, at butikkerne igen kan melde om en rekordomsætning, når kassen gøres op fredag aften.

”Vi har pengene. Rekordmange er i arbejde, arbejdsløsheden er banket i bund, og lønnen rækker længere i år end sidste år. Og det gælder uanset, om man bor i Danmark, Tyskland eller USA. Hertil kommer, at rentefaldet har skåret omkostningerne til vores lån ned, mens prisstigninger på forbrug er minimale. Det vil afspejle sig i salget på Black Friday, hvor vi forventer højere salg end sidste år,” siger Rasmus Pilegaard, seniorstrateg i PFA.

En skarp kontrast til sidste år

I Danmark, Europa og USA vil fokus specielt være rettet på, om årets stærke aktieoptur smitter af på købelysten. Amerikanske aktier ligger i rekordhøje niveauer, og europæiske aktier er tæt på de højeste i 10 år.

”Siden slutningen af september er aktiekurserne steget 10 pct., hvilket er i stærk kontrast til sidste år, hvor aktierne i samme periode var faldet 10 pct. i månederne op til Black Friday. Aktiemarkedet har således skubbet bekymringerne i baggrunden, og nu skal vi se, om forbrugerne følger trop. Det er privatforbruget, som skal drive opsvinget videre, og husholdningerne har stærke kort på hånden til at løfte denne opgave,” påpeger Rasmus Pilegaard.

Bekymrede forbrugere kan hæmme omsætningen

Selvom forudsætningerne for en forbrugsfest er til stede, er det imidlertid stadig en svær opgave at overtale forbrugerne til at omsætte købekraften til øget forbrug. Siden finanskrisen har danskere - såvel som tyskere og amerikanere - brugt en stigende andel af rådighedsbeløbet til at afdrage på gælden og øge opsparingen. Vi er altså markant bedre polstret, hvis der skulle opstå lidt modgang, og det er nok her, skoen trykker.

”De fleste husker stadig forbrugsfesten op til finanskrisen og de efterfølgende tømmermænd, så vi er blevet mere bevidste om vores økonomiske situation og risici. Det ses også i meningsmålinger, som på tværs af nationaliteter viser, at husholdningerne er meget positive mht. deres egen økonomiske situation, men at optimismen til den generelle økonomiske udvikling er faldet til det laveste niveau i fire år. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at opsparingsraten er steget i løbet af året og næppe skifter retning, førend usikkerheden til den globale økonomi aftager,” siger Rasmus Pilegaard.

Handelskrig påvirker forbrugsmønster

På finansmarkederne følges Black Friday opmærksomt, da omsætningen fortæller, om humøret hos forbrugerne, virksomhedernes position og tendenserne i markedet.

”Ved Singles Day lærte vi bl.a., at salget på den store kinesiske internetportal Alibaba steg 26 pct. i forhold til sidste år, og specielt de kinesiske mærkevarer oplevede fremgang. Det illustrerer dels, at handelskrigen med USA har gjort kineserne mere nationalistiske, og at stadig flere kinesiske producenter har nået et kvalitetsniveau og brand på højde med de vestlige mærkevarer,” slutter Rasmus Pilegaard.