Markedskommentar: Aktiemarkeder hårdt ramt af corona-virussen

Markedskommentar af seniorstrateg, Rasmus Pilegaard

Corona-virussen har i denne uge ramt finansmarkederne og investeringsafkastet hårdt. I PFA har vi fortsat et stærkt risiko-fokus, så vi får beskyttet kundernes opsparinger bedst muligt i en situation, hvor der stadig er stor usikkerhed om de langsigtede økonomiske konsekvenser af pandemien.

Sorte torsdag 
De globale aktiemarkeder faldt kraftigt i denne uge og er her til morgen nede med 16 % i forhold til i fredags og med 24 % siden årets start. Torsdag accelererede faldene, og globale aktier faldt 10 %. Europæiske aktieindeks faldt med 12 % og S&P500 faldt med 9,5 %. Det er de største enkeltdagsfald siden ”Black Monday” i 1987, hvor aktier faldt med 20 %. Obligationsrenterne har ikke bevæget sig i samme omfang efter at være faldet kraftigt tidligere på måneden. Renten på sikre statsobligationer er historisk lav. Kreditobligationer er påvirket negativt af risk-off stemningen, og dele af high-yield-markedet er derudover tynget af faldet i olieprisen.

Pandemi tynger aktier
Aktiemarkedet reagerede stærkt på de nye tiltag for at bremse COVID-19, som nu har fået status af en global pandemi. Vi har herhjemme set, hvordan Mette Frederiksen har lukket Danmark ned og skiftet taktik fra at inddæmme virussen til at bremse smittespredningen. Skoler lukkes, arrangementer aflyses og folk arbejder hjemmefra. Den drejebog ser vi i stigende omfang blive brugt i resten af Europa, hvor bl.a. Frankrig har lukket skolerne. Den kan også blive brugt i USA, hvor omfanget af smittede tilsyneladende endnu ikke er så markant som i Europa. Nedlukningen har tydelige negative konsekvenser, specielt inden for erhverv som rammes direkte (restauration, hotel, transport, events ect.), og det reagerer markedet på.


Det betyder også, at de negative konsekvenser bliver større og mere længerevarende end tidligere vurderet.

Politisk modsvar overbeviser ikke (endnu)
Markedet kigger mod politikkerne for at finde tillid og retning. ECB skuffede torsdag, da centralbanken annoncerede en række lempelser over for bankerne, men overraskende afstod fra at sænke renterne. Samtidig har USA indført indrejseforbud fra Europa, men stadig ikke givet en troværdig udmelding om, hvordan COVID-19 vil blive håndteret. I Europa er regeringerne begyndt at røre på sig med hjælpepakker til at afbøde de økonomiske konsekvenser, men markedet er stadig usikker på effekten. 

PFA’s aktievalg har afbødet en del af kursfaldet
Som hos alle andre investorer bliver PFA’s afkast trukket med ned af den negative stemning på finansmarkederne. Det kan ikke undgås, når vi ser fald i dette omfang. Men vi arbejder på højtryk for at beskytte kundernes opsparinger bedst muligt, og har også været forberedt på, at den lange optur på finansmarkederne kunne stoppe brat, som vi ser lige nu.

Vores overvægt af defensive aktier, som vi startede 2020 med, har bl.a. afbødet noget af faldet i forhold til den generelle markedsudvikling. Vi forventer, at den kommende tid bliver præget af uro på finansmarkederne og større udsving, indtil der er tydelige tegn på, at smittespredningen har toppet.

PFA’s anbefaling til kunderne: fasthold jeres investeringsvalg
Som pensionskunde er det aldrig rart at se negative afkast, men i den situation er det vigtigt at huske på, at pension er langsigtet opsparing. I markedsrente vil der altid være perioder med negative udsving, men markederne har det også med at komme stærkt igen, som vi fx har set det efter finanskrisen i 2008.


I PFA følger vi markederne tæt, så vi kan beskytte kundernes opsparing bedst muligt mod nedture, men også være klar til at sadle om, når der er tegn på bedring. Derfor anbefaler vi heller ikke kunderne, at de selv ændrer investeringsvalg på baggrund af markedsuroen. For det kan i værste fald betyde, at man kommer til at ændre investeringsvalg på det forkerte tidspunkt, så man bliver hårdt ramt af kursfaldene på finansmarkederne, men uden at få tilsvarende del i gevinsterne ved efterfølgende kursstigninger.
 

Som kunde skal man i stedet fokusere på, om man helt generelt - og uafhængigt af den nuværende markedssituation - har den risiko på opsparingen, der passer til ens behov og temperament. Så sørger PFA løbende for at investere opsparingen ud fra dette hensyn. Des større risiko, des større udsving vil der typiske være på opsparingen, både når det går op og ned på markederne.