Økonomiske redningskranse fra alle verdenshjørner

Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA

Coronavirussen og de medfølgende politiske tiltag for at forsinke smittespredningen risikerer at gå hårdt ud over verdensøkonomien. Derfor reagerer både regeringer og centralbanker nu med omfattende økonomiske hjælpepakker, fortæller chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen.

Kampen for at begrænse coronasmitten er hen over weekenden eskaleret til nye højder. Flere europæiske lande har indført grænsekontrol, uddannelsesinstitutioner er blevet lukket, og der er sat begrænsninger på, hvor mange mennesker, der må samles. De drastiske tiltag skal være med til at afbøde smittespredningen, så sundhedsvæsnet ikke kollapser. 

”Det er bedre at få én smittet pr. dag i 365 dage end 365 smittede på én dag, men der er stadig 365, som skal smittes’, sagde den svenske sundhedsminister i går. Der er derfor ingen vej uden om, selvom de drastiske tiltag ikke blot begrænser smittespredningen, men også rammer den økonomiske aktivitet hårdt”, siger chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen. Hun uddyber:

"SAS tog i går konsekvensen og annoncerede, at de midlertidigt hjemsender op mod 90 % af de ansatte og stopper al flyvning ud af Danmark. De økonomiske konsekvenser er store og vil påvirke alle sektorer i verdensøkonomien. Nogle direkte på grund af de forskellige påbud og tiltag, andre indirekte som følge af forbrugernes ændrede adfærd. En dyb vækstnedgang er uundgåelig. Det ved myndighederne heldigvis godt, og weekenden har derfor også budt på en stribe finans- og pengepolitiske redningskranse”. 

Fed nedsætter renten og genstarter opkøbsprogram
Herhjemme kom den danske regering i går med en økonomisk hjælpepakke, som skal redde danske arbejdspladser og medarbejdere fra fyringsrunder, og i nat blev der så fulgt op fra den anden side af Atlanten med en omfattende økonomisk redningskrads fra den amerikanske centralbank.

”Den amerikanske centralbank, Fed, kastede i går en stor en af slagsen. Styringsrenten er blevet banket ned med 1 procentpoint til 0,0-0,25 %, og et nyt opkøbsprogram på ikke mindre end 700 mia. dollars er på plads for at afbøde mod de forventede økonomiske konsekvenser. ECB m.fl. har nedsat renten, og regeringer verden over, selv Tyskland, har annonceret pakker, der skal hjælpe virksomhederne og indbyggerne gennem disse udfordrende tider”, siger Tine Choi Danielsen.

Kortvarig recession, men ingen ny finansiel krise
Hun tilføjer, at redningskransene er målrettet virksomhedernes overlevelse og i sidste ende skal forhindre en længerevarende recession á la den, vi oplevede fra 2008 og frem.

"Ingen kunder i butikken er lig med ingen omsætning og dermed ingen penge i kassen. Regningerne til f.eks. lønudgifter og husleje mv. skal stadig betales, og jo længere tid denne ubalance eksisterer, des større er risikoen for, at virksomhederne går konkurs. Det vil man gerne undgå, for heri ligger også risikoen for, at en ny finansiel krise kan udspille sig. Jo længere tid de facto lukningen af verden fortsætter, des større er risikoen for en ny finansiel krise”, siger Tine Choi Danielsen.

Foreløbigt er hun dog forsigtig optimist på den lange bane, selvom de kortsigtede økonomiske konsekvenser kan blive barske:

"Vores vurdering er, at myndighedernes hurtige reaktioner på den finans- og pengepolitiske front vil afværge, at vi ender i en situation lig finanskrisen i 2008/2009, omend en kort og dyb global recession er uundgåelig. Derfor fastholder vi vores forventning om et V-formet forløb, men understreger, at vi i Vesten kun lige er på vej ned af venstrebenet, og kun fremtiden kan vise, hvor dybt V-et er. 

Hold fast i investeringsstrategien

Ifølge denne analyse bør man ifølge chefstrategen derfor forblive tro mod sin investeringsstrategi.

"Ens valgte risikoprofil, dvs. fordelingen mellem aktier og obligationer, afspejler lige præcis, hvor store udsving på markederne man som investor er parat til at acceptere. Sover man dårligt om natten skal man tage fat i sin rådgiver og tage en snak om at nedsætte sin risiko. Gør man det, skal man dog huske at få skruet ned for sine forventninger til det fremtidige afkast, for ellers bliver man slemt skuffet, når markederne igen stiger. Søger man ly i obligationer i disse dage, så realiserer man også et tab i aktieandelen, og på den måde har man ganske enkelt mindre investeret til at indhente det tabte med. Risiko og afkast følges ad.”, understreger Tine Choi Danielsen.

Hun anfører til sidst, at man i Kina umiddelbart er lykkedes med at bremse sygdomsspredningen, og at det giver anledning til forsigtig optimisme i forhold de tiltag, der nu gennemføres i resten af verden.

”Smittespredningen er aftagende i Kina og sammen med sommerens komme bør resten af verden inden for et par måneder opleve samme udvikling. Det store spørgsmål er naturligvis om Kina kun er lykkedes, fordi man har været endnu mere drakonisk i sin tilgang til inddæmningen, og at vi derfor her i Europa måske kan se frem til, at en langt større andel af befolkningen skal smittes i denne første bølge af Covid-19. Når det er sagt, må man ikke glemme, at tiden arbejder med os, for på et eller andet tidspunkt har man udviklet en vaccine, og så kan vi vende tilbage til normale tilstande. Om end med tømmermænd for en ny regning hober sig op, og der er kun en til at betale: Os skatteborgere.”