Markedskommentar: Aktier suger ny ilt ind

PFA’s seniorstrateg Rasmus Pilegaard.

I løbet af en håndfuld dage i september tog det amerikanske S&P 500-indeks en rutsjetur ned med 7 pct., inden det brede aktieindeks atter begyndte at finde de positive takter frem igen. Men hvad skete der egentlig, da kurserne faldt, og skal vi forvente endnu en rutsjetur nedad? Det skriver PFA’s seniorstrateg Rasmus Pilegaard om i denne markedskommentar

Det har i høj grad været de ellers højtflyvende tech-aktier, der har stået for broderparten af rutsjeturen i starten af september. Sektoren faldt med 11 pct. i løbet af en håndfuld dage og bortvaskede dermed den seneste måneds stigninger.

Det er dog helt normalt at se korrektioner i aktiemarkedet efter en periode med stigende kurser. Mange investorer har tjent godt og er modne til at tage profit hjem, så selv små skift i nyhedsstrømmen kan ryste træet. Med det resultat, at mange modne æbler falder, og vi får en korrektion i markedet.

15 gange er S&P 500-indekset faldet med 5-10 pct. siden 2009. Det er mere end én gang årligt. I gennemsnit er kurserne faldet med 7,2 pct. henover disse korrektioner, og de er forløbet over 27 kalenderdage, hvilket normalt har bortvasket knap tre måneders kursstigninger.

Hvis septembers kursfald ramte en bund tirsdag i denne uge, vil det kun have varet seks dage, men have bortvasket lidt over en måneds kursstigninger. I så fald vil det være meget tæt på en helt gennemsnitlig korrektion, i hvert fald i forhold til kursfaldet (7 pct.). At det er forløbet markant hurtigere end normalt, er fint i tråd med tidens trend, hvor vi har set aktiekurserne falde historisk hurtigt i marts for derefter at rette sig ligeledes historisk hurtigt.

Centralbanker og regeringer står klar

Man skal dog være forsigtig med at kalde, at bunden er nået, og aktier kan nemt falde yderligere herfra. Siden starten af 2009 har der været seks episoder, hvor aktier er faldet med over 10 pct. Men de har normalt afspejlet et klart skifte i nyhedsstrømmen med eksempelvis recessionsfrygt, Brexit og kinesisk devaluering af yuan.

Vi vurderer, at den nuværende coronakrise efterhånden er godt indarbejdet i markedet, og selvom der aktuelt strammes lokalt op i corona-beredskabet, er der stadig lang vej til en mere vækstdæmpende nedlukning af samfundet. Hertil kommer, at aktiemarkedet fortsat er på en morfinkur ordineret af både centralbanker og regeringer, som indtil nu ikke har tøvet med at udskrive nye hjælpepakker, hvis smerten bliver for stor.

Det er også en af grundene til, at vi stadig vurderer, at aktier skal videre op de kommende måneder. Endelig er det værd at bemærke, at dele af aktiemarkedet var løbet lige vel hurtigt de seneste par måneder, og derfor let kunne snuble over sine egne ben.  

Kan være på vej mod ny top

Hvis aktier er ved at etablere en bund for nu, viser de seneste 11 års aktieudvikling, at der i gennemsnit går ca. to måneder, før en nu aktietop nås efter en 5-10 pct. korrektion. Eller cirka dobbelt så lang tid, som det tog at nå fra toppen til bunden.

Nuvel, aktierne var kun seks dage om at falde til tirsdagens bund, så måske skal vi kun 12 dage frem, før en nu top viser sig. Jeg hælder dog mere til et ”traditionelt” forløb henover et par måneder, hvor markedet skal bruge mere tid til at samle næring til en ny aktietop. Den næring skal især komme fra vaccinefronten og en fortsat fremgang i vækstindikatorer, mens den største trussel er en mere hastig smittefremmarch.

Markedskommentaren er skrevet af seniorstrateg i PFA, Rasmus Pilegaard.