Unikt værktøj skal få langt flere seniorer til at blive længere i job

Som de første herhjemme lancerer PFA og Hildebrandt & Brandi nu en ”kvalitetsstandard for senkarriere”, som skal styrke dialogen om senkarrieren på arbejdspladsen og bidrage til at forløse det store potentiale, der ligger i at fastholde langt flere seniorer på arbejdsmarkedet. Manglende dialog om ønsker og muligheder i senkarrieren kan betyde, at ældre medarbejdere går på pension, selvom de gerne vil være blevet i job.

Selvom tilbagetrækningsalderen er stigende i Danmark, så halter beskæftigelsen blandt danske seniorer stadig markant efter svenskerne og nordmændene. Og det er på trods af, at mange ældre medarbejdere herhjemme gerne vil fortsætte med at arbejde, hvis de f.eks. kan gå lidt ned i tid, efter de fylder 60 år.

Men der mangler dialog om seniorernes ønsker og muligheder på landets arbejdspladser, og det kan betyde, at de går på pension, før de reelt ønsker. Derfor lancerer PFA og Hildebrandt & Brandi nu en kvalitetsstandard for senkarriere, der er den første af sin slags herhjemme.

”Hvis vi for alvor skal have forløst det store potentiale, der ligger i at få flere ældre medarbejdere til at blive på arbejdsmarkedet, kræver det, at vi tænker i helt nye baner. Vi skal væk fra den forældede tankegang, hvor arbejdslivet slutter brat fra den ene dag til den anden. I stedet skal vi i langt højere grad give mulighed for mere fleksible løsninger, der tilgodeser både den enkeltes ønsker til senkarrieren og virksomhedens behov. Det kræver først og fremmest, at der kommer markant større fokus på dialogen om senkarrieren rundtomkring på arbejdspladserne, og det skal den nye kvalitetsstandard bidrage til,” siger Jesper Brask Fischer, programchef i PFA.

Kvalitetsstandarden er et værktøj, som kan styrke arbejdet med og fokusset på senkarrieren på virksomhederne – herunder også dialogen med ældre medarbejdere om deres ønsker og behov til senkarrieren, og hvad der er muligt på arbejdspladsen i den forbindelse.

”Der er så mange fordele for både medarbejder og virksomhed i at sikre det konstruktive samspil i forhold til senkarrieren. Derfor er det vigtigt med en enkel standard og en række anbefalinger, der er praktisk anvendelige og lette at gå til. Alt sammen med udgangspunkt i fakta,” siger Søren Strunk-Sørensen, Senior Advisor hos Hildebrandt & Brandi.

3 ud af 4 virksomheder mangler klar politik for seniorarbejdslivet

I forbindelse med udviklingen af kvalitetsstandarden har PFA og Hildebrandt & Brandi i samarbejde med EPSI Rating Danmark gennemført undersøgelser blandt 2.500 beskæftigede danskere og 200 virksomheder om netop senkarriere.

Af undersøgelserne fremgår det bl.a., at 3 ud af 4 virksomheder ikke har nogen klar politik for seniorarbejdslivet, og at under halvdelen af virksomhederne har indarbejdet samtale om seniorarbejdslivet i medarbejderudviklingssamtalerne.

Det kan betyde, at der ikke bliver taget en dialog om, hvad den ældre medarbejder har af ønsker og behov, og hvad der er muligt på arbejdspladsen - og det kan give anledning til misforståelser. F.eks. viser undersøgelserne, at 3 ud af 4 medarbejdere gerne vil gå ned i tid, efter de fylder 60 år, men 53 pct. ser det ikke som en mulighed at gå ned i tid i deres nuværende stilling. Og det er på trods af, at 80 pct. af virksomhederne siger, at medarbejderne har den mulighed allerede i dag.

”Det har først og fremmest betydning for den enkelte medarbejder, hvis man må trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, selvom man faktisk gerne ville være fortsat. Men det kan også koste virksomhederne og samfundet dyrt, hvis seniorerne går på pension i utide. Det gælder ikke mindst med udsigt til, at arbejdsstyrken bliver ældre, og at fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet som følge bliver stadig vigtigere. Derfor har vi alle en interesse i at finde veje til at få langt flere seniorer på landets arbejdspladser til at blive længere i jobbet,” siger Jesper Brask Fischer.

Beskæftigelsen vil kunne øges med omkring 50.000 personer

En rapport fra regeringens seniortænketank har i den forbindelse tidligere vist, at hvis Danmark kan komme op på det svenske niveau, når det gælder beskæftigelse blandt seniorer, så ville det svare til at øge beskæftigelsen med omkring 50.000 personer – svarende til en forbedring af de offentlige finanser med ca. 13,5 mia. kr. og et beløb højere end udgifterne til 20.000 sygeplejersker.

”En medarbejder, som i sin senkarriere ikke er afklaret, og som er usikker på sin situation og på virksomhedens mulige tilbud, vil være mindre motiveret og have mindre arbejdsglæde. Og det kan koste virksomheden dyrt. Analyser viser, at dette koster et produktivitetstab på ca. 25 pct. pr. medarbejder pr. år. Og hvis en medarbejder går på pension med kort varsel, kan det koste 0,5-1 mio. kr. pr. medarbejder i form af tabt erfaring og viden,” siger Jesper Brask Fischer.

Fakta om den nye ”kvalitetsstandard for senkarriere”

• PFA og Hildebrandt & Brandi står bag en ny kvalitetsstandard for senkarriere til virksomheder.

• Kvalitetsstandarden skal gøre rådgivning om senkarrieren til en naturlig og integreret del af de HR-tilbud og -politikker på arbejdspladserne, som i dag danner rammer om medarbejdernes karriere- og udviklingsmuligheder.

• Konkret indeholder standarden en række råd, værktøjer og anbefalinger til medarbejder og virksomhed om, hvad der skal til for at sikre en god senkarriere for den enkelte.

• Standarden kommer hele vejen rundt om seniorlivet – fra karriereplanlægning og pensionsøkonomi til bolig- og familiesituationen.

• Standarden rummer desuden et selvvurderingsværktøj, hvor både medarbejder og virksomhed kan score sig selv og se, i hvor høj grad de lever op til anbefalingerne.