PFA skaber Danmarks største messe for seniorer

Den største og mest inspirerende messe for seniorer opstår i foråret 2022. PFA Seniorforum hedder begivenheden, der i to dage vil inspirere deltagerne til et godt og indholdsrigt liv i senkarrieren og når arbejdslivet er slut.

Der er en god grund til at sætte et stort kryds i kalenderen d. 21.-22. maj, hvis du er på udkig efter inspiration til seniorlivet. PFA skaber nemlig en helt ny begivenhed - PFA Seniorforum - som løber af stablen i Bella Center Copenhagen. Her bliver man i to dage mødt af et væld af spændende og inspirerende talks, debatter og et væld af forskellige stande fyldt med inspiration. Alt sammen for at give deltagerne den bedst mulige ballast til et godt og sundt liv.

I en årrække har PFA afholdt PFA Seniordage rundt om i landet. Her har interessen været stor med udsolgte arrangementer og lange ventelister til følge. Den store opbakning giver nu PFA mod på at skabe én stor samlende event. 

”Bella Center Copenhagens rammer gør det muligt for os at skabe et oplevelsesunivers, der rummer meget mere end pensionsspørgsmål. Vores målsætninger er derfor, at man som deltager kommer til at stå tilbage med en følelse af at have fået en masse inspiration til en række centrale aspekter i et godt seniorliv. Lige fra senkarriere, bolig og sundhed til netværk og økonomi,” siger Allan Polack, group CEO hos PFA.