Aktieoptur indleder spændende regnskabssæson

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen

Investorerne har fået det optimistiske ben ud af sengen i 2023, der er begyndt med mindre stigninger på aktiemarkederne efter sidste års store fald. Nu er blikket rettet mod den igangværende regnskabssæson, som bliver det første vigtige pejlemærke for udviklingen i 2023.

Med stigninger på 6 procent på globale aktier (MSCI ACWI) siden årets start har investorerne lagt optimistisk fra land i 2023. Om optimismen så er velbegrundet, er et andet spørgsmål. Men ifølge PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, er det muligt at finde tal at glæde sig over.

”En stor del af 2022 gik med at bekymre sig om inflationen, som blev ved med at overraske negativt. Nu tyder det på, at den har toppet og kan falde yderligere de kommende måneder. Trods høj beskæftigelse i både Europa og USA ser lønpresset også ud til at være mere moderat end frygtet. Og endelig har en lun vinter, energipåpasselighed og hurtig omstilling af forsyningsleverancerne skabt mere ro om energisituationen og -priserne,” siger Tine Choi Danielsen.

Den beherskede fremgang i forhold til inflationen betyder dog ikke, at den forventede recession nu er aflyst. Således peger tillidsindikatorer, detailsalg og andre økonomiske nøgletal stadig på økonomisk opbremsning. Sker det, vil det påvirke virksomhedernes indtjening og dermed deres værdi på aktiemarkederne. Netop derfor følges den igangværende regnskabssæson også med stor opmærksomhed.

”Det er primært virksomhedernes forventninger til fremtiden, som bliver værd at følge, da deres indtjening fra fjerde kvartal 2022 endnu ikke for alvor har været påvirket af økonomisk afmatning. Indtil nu har vi primært fået tal fra den amerikanske finans- og teknologisektor, som understøtter, at vi går en tid i møde med mindre blus på verdensøkonomien. Det er også blevet eksemplificeret med de afskedigelsesrunder, som vi ikke mindst har set indenfor disse to sektorer”, siger Tine Choi Danielsen.

Nye ugler i finansmosen
Hun peger desuden på, at den globale økonomi ikke helt slår i takt, da især de asiatiske markeder på grund Kinas genåbning har oplevet et markant comeback sammenlignet med Europa og USA.

”Det toneangivende aktieindeks i Hong Kong er steget med 14 procent siden årets start, hvor især virksomheder som Alibaba og Tencent er gået meget frem. Det er dog også virksomheder, som i forvejen havde mistet meget værdi siden deres top. Men selvom vi kan glæde os over, at Kina ikke længere er lukket ned, så vil det positive vækststød fra genåbningen hovedsageligt komme den kinesiske service- og turistsektor til gavn og i mindre grad øge importen fra Europa og USA.”

Trods den optimistiske start på året tror PFA’s chefstrateg derfor heller ikke, at vi har lagt uroen bag os og får aktiefest i den nærmeste fremtid. 

”Lige nu vurderer vi, at det vil blive en mild recession med mulighed for små positive afkast samlet for året. Men man skal ikke forvente, at det bliver elevatoren op. Tværtimod vil aktierne nok være meget følsomme over for de forskellige vækstindikatorer, vi får, så man skal være forberedt på noget bølgegang, før en egentlig optur bider sig fast. Herudover skal man også huske at benytte et bredere instrumentbræt end blot de økonomiske indikatorer. For især globalpolitisk sker der i disse tider meget, der på sigt kan få konsekvens for virksomheder og markederne. Toldmure bygges op, samhandel rulles tilbage, og strategiske industrier bliver hjemtaget og kraftigt subsidieret. Det er en udvikling, som blot for få år siden ville virke som ren science fiction.”

Ifølge chefstrategen kan også den kinesiske genåbning have en slagside, da især energipriser kan blive påvirket af den øgede aktivitet, hvorved der kan blive pustet nyt liv i en ellers faldende inflation.