Aktiemedvind fra positive regnskabstal

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen

Positive overraskelser fra blandt andet den amerikanske banksektor har i den igangværende regnskabssæson budt på godt nyt for finansmarkederne. Det kan mærkes på pensionsopsparingerne i PFA, som samtidig har fået et ekstra boost fra PFA’s solide position på det danske aktiemarked.

Rygterne om min død er stærkt overdrevne, sagde Mark Twain. Det samme kan man næsten sige om aktiemarkederne, som trods rygter om kommende recession fortsætter med at overraske positivt. Senest har de blandt andet fået medvind af finanssektoren, som generelt har indledt regnskabssæsonen med fornuftige tal på bundlinjen trods en urolig marts med kollaps af Silicon Valley Bank og Credit Suisse.

”Finansmarkederne er i høj grad styret af forventninger, og i øjeblikket går det bedre end forventet. Det kan man se på aktiekurserne, som er steget med nogle pæne procenter siden årets start. Den tendens er fortsat i den seneste tid, hvor vi har fået nogle solide regnskabstal fra den amerikanske banksektor, herunder blandt andet JP Morgan og Citigroup,” siger PFA’s chefstrateg Tine Choi Danielsen.  

Fokus på banker og faldende ejendomspriser
Selvom finanssektoren kun fylder ca. 10 pct. i det amerikanske aktieindeks, har den en vital rolle for økonomien, som vi også så det under Finanskrisen 2008/2009, hvor blandt andet højrisikable boliglån var med til at sende først bankerne og derpå den globale økonomi i sænk. Netop udlån til ejendomssektoren og særligt amerikanske erhvervsejendomme har ifølge chefstrategen også været i fokus på det seneste.

”Når renterne stiger, som det er sket, presser det ejendomspriserne ned, og det kan give problemer for banker, som er særligt eksponeret til dette marked. Indtil videre tyder det dog på, at lånene har en bedre kvalitet, og bankerne har større risikospredning på deres udlån og bedre økonomisk polstring end forud for Finanskrisen. Omvendt så i marts, hvor hurtigt det kan gå, når først uroen ulmer, så det er selvfølgelig en risiko, der er værd at holde øje med,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun minder samtidig om, at økonomien trods positive markeder stadig befinder sig i en afkølingsfase med faldende produktion, forbrug og kreditstramninger. Af den grund vurderer hun, at opbremsningen før eller siden vil smitte mere af på selskabernes indtjeningsforventninger, og hun ser derfor fortsat størst potentiale i aktier med lav konjunkturfølsomhed, herunder danske aktier, hvor PFA har en solid position.  

”Danske selskaber er generelt meget veldrevne med solid indtjening, lav gæld og omsætning fra produkter som eksempelvis medicin, der stadig skal købes, selv om husholdningsbudgettet er stramt. Det er med til at reducere den indtjeningsnedgang, der måtte komme, hvis vi som forventet får nogle kvartaler, hvor væksten for alvor begynder at aftage,” siger chefstrategen.

Overvægt i danske aktier giver solidt merafkast til PFA's kunder
Hun nævner, at det danske C25-aktieindeks indtil videre har givet et afkast på 10 procent, mens globale aktier (MSCI ACWI) har givet afkast på 6 procent. Det har derfor været en fordel at investere dansk i årets første måneder, hvor PFA dermed har haft gode kort på hånden til fordel for selskabets pensionskunder.

”Ud over at være overvægtet på det danske aktiemarked har vores danske aktier også klaret sig bedre end det generelle C25-indeks og givet afkast på ca. 13 procent i år. Det har gavnet det samlede investeringsafkast og betyder, at en typisk pensionskunde i vores anbefalede profil frem til nu kan glæde sig over afkast på 5,4 procent”, siger Tine Choi Danielsen.

Hun nævner afslutningsvist, at regnskabssæsonen først lige er begyndt, og vi først i næste uge får regnskab fra store spillere som Microsoft, Amazon og Nvidia, som vil give et tydeligere fingerpeg om udviklingen.