Shell og TotalEnergies: Grønne planer giver anledning til både ris og ros

COO i PFA’s investeringsafdeling, Rasmus Bessing.

PFA deltager i denne uge på generalforsamlingerne hos Shell og TotalEnergies, hvor fokus er på at få selskaberne til at konkretisere deres klimaplaner samt sikre det nødvendige samspil mellem forretnings- og klimahensyn.

PFA deltager i denne uge på generalforsamlingerne hos Shell og TotalEnergies, som er de eneste to tilbageværende olie-og gasselskaber i PFA’s aktieportefølje. Begge er vurderet som best in class af olie- og gasproducenterne i forhold til den grønne omstilling, og netop koncentrationen til to selskaber gør, at PFA har gode muligheder for at følge dem tæt og herunder deltage aktivt på generalforsamlingerne. Det fortæller COO i PFA’s investeringsafdeling, Rasmus Bessing, som uddyber, at PFA på generalsamlingerne har fundet plads til både ris og ros.   

”Vi har i det seneste år opfordret begge selskaber til at få deres klimamål videnskabeligt underbygget og verificeret samt sætte delmål for deres klimaindsats. Det er i nogen grad sket, og især TotalEnergies har vist fremdrift og fremlagt konkrete planer for det videre arbejde på dette område. Det er den altovervejende årsag til, at vi har valgt at stemme ja til selskabets klimaplan. Shell ser vi lige nu mere skeptisk på, da de ifølge vores vurdering ikke har vist tilstrækkelig fremdrift, når det handler om at få konkretiseret deres klimaplaner frem mod 2030. Derfor har vi i denne omgang valgt at stemme nej til deres forslag”.   

Aktivt ejerskab har skabt resultater
Netop manglende fremskridt fremhæves tit som argument for at forlade selskaberne eller reducere investeringerne i dem. Men det er et argument, som Rasmus Bessing er uenig i.

”Hvis vi reducerer vores investering, så vil vi alt andet lige tale med mindre vægt fremadrettet. På den måde kan manglende fremskridt på klimaområdet lige så vel bruges som argument for at øge sin investering og styrke sin stemmevægt i selskabet end som argument for at gøre det modsatte. Det væsentlige er, at vi i vores dialog er vedholdende over tid. I PFA vil vi hellere true med at blive end med at gå. For det kan godt være, at PFA bliver grønnere, hvis vi sælger ud af disse investeringer, men det gør verden ikke. Så længe vi ser resultater på klimaområdet og muligheder for fornuftige afkast til vores kunder, så ønsker vi derfor at forblive investeret.” 

Rasmus Bessing påpeger i den forbindelse, at der både hos Shell og TotalEnergies er gode indikationer på, at det aktive ejerskab virker og skaber forandring. Eksempelvis har Shell inden for de seneste 12 måneder opnået ekstern akkreditering af deres klimamål i 2050 og dermed rettet op på et af de hovedpunkter, som sidste år fik PFA til at stemme imod selskabets klimaplan. Og hos TotalEnergies har man bl.a. vedtaget at øge investeringerne i vedvarende energi, så de frem mod 2030 vil udgøre en tredjedel af de samlede investeringer. Herudover har man imødekommet en række hensyn til arbejdsforhold (såkaldte Clawback Provisions), som sammen med klimaet har været et vigtigt tema i PFA’s løbende dialog med selskabet.

Kort om PFA’s klimainitiativer

  • PFA frasolgte for tre år siden 16 ud af 18 olie- og gasselskaber for at styrke det aktive ejerskab.
  • PFA’s investeringer er i dag koncentreret i Shell og TotalEnergies, som er best-in-class og bl.a. eksternt akkrediteret frem mod Paris-aftalens 2050-mål.
  • PFA har forpligtet sig til at gøre sine samlede investeringer CO2-neutrale senest i 2050. 
  • Inden 2025 er det PFA’s målsætning at reducere klimaaftrykket fra aktier, ejendomme og obligationer med 29 procent sammenlignet med 2019.
  • PFA tilbyder pensionsproduktet, PFA Klima Plus, som ikke indeholder investeringer i olie- og gas, og hvor ambitionen er at reducere CO2-udledningen fra investeringerne til nettonul allerede i 2025.
  • PFA har investereret et tocifret milliardbeløb i vedvarende energi i form af fx havvindmølleparker, bæredygtig batteriproduktion, solceller og grøn teknologi. 

Klimahensyn er god forretning
For Rasmus Bessing er det vigtigt at understrege, at PFA’s fokus på klimaet i høj grad er begrundet i en risikovurdering, da manglende klimahensyn kan gå ud over selskabernes fremtidige evne til at tiltrække investeringer og medarbejdere, ødelægge deres omdømme og i sidste ende deres mulighed for at operere. På den måde bliver klimarisiko en investeringsrisiko, og derfor er det afgørende for PFA, at selskaberne løbende gør fremskridt og investerer i den grønne omstilling. Og her ser Rasmus Bessing positive takter hos både Shell og TotalEnergies.

”Når vi taler om olie og gas handler diskussionen ofte kun om afvikling af fossil energi. Men afviklingen forudsætter, at der udvikles nye løsninger, der kan imødekomme verdens energibehov. For energibehovet forsvinder ikke af, at vi straffer dem, der imødekommer det. Når vi taler om TotalEnergies og Shell, er det derfor også vigtigt at få med, at selskaberne begge er blandt de førende indenfor eksempelvis udvikling af biobrændstoffer, kraftvarmeværker, vindenergi og teknologi til CO2-lagring. Det er et område, vi som investor ser positivt på, selvom vi godt kunne tænke os, at udviklingen gik hurtigere, og at flere penge blev brugt på disse tiltag, som er helt afgørende for at fremskynde overgangen til en fossilfri verden.”

PFA ønsker flere detaljer på grønt aktionærforslag  
Selvom den grønne omstilling byder på gode forretningsmuligheder, er det ikke ensbetydende med, at PFA stemmer ja til alt, der lyder grønt. Det skal også være realistisk i forhold til den eksisterende forretning, og man skal kende konsekvenserne, så man ikke stemmer med bind for øjnene. Det er baggrunden for, at PFA støtter et aktionærforslag på TotalEnergies generalforsamling, men afstår fra at stemme ved aktionærforslaget hos Shell, der er indstillet af ”Follow This”, som er en investorsammenslutning med en stærk grøn agenda.

”Forslaget er bindende, men det er uklart, hvilke konsekvenser resolutionen har for selskabets strategi og evne til værdiskabelse, og vi har ikke kunne få mere klarhed omkring dette, og derfor afstår vi fra at stemme,” siger Rasmus Bessing.

Grønne fremskridt hos Shell og ToltalEnergies
PFA’s aktive ejerskab har ifølge PFA’s vurdering bidraget til at bevæge begge selskaber i grønnere retning.

For Shells vedkommende har de inden for de seneste 12 måneder fx opnået ekstern akkreditering (TPI, som leverer input til ClimateAction 100+) af deres klimamål.

For TotalEnergis vedkommende har de hævet målsætningerne, hvor en tredjedel af deres investeringer skal gå til vedvarende energi frem mod 2030. I den forbindelse vil de bl.a. gå fra 17 gigawatt grøn energi i 2022 til 100 gigawatt i 2030.